onsdag den 28. august 2013

Ribssaft

Jeg er gået saft-amok i år. Min mand synes efterhånden, at jeg er blevet lidt skør! Men, men, men når jeg nu er SÅ heldig, at få en masse fantastiske bær foræret, så skal de da også bruges. En anden fordel er også, at når jeg serverer saft for min datter, så ved jeg nøjagtigt, hvad det er hun drikker. Det skal ikke forståes på den måde, at jeg er fanatisk omkring, hvad hun indtager - men det er da rart, at man indimellem undgår nogle E-numre :-)


Jeg brugte denne opskrift:

Ribssaft

1 kg. rensede ribs
2 liter vand

1/2 tom vanillestang
300 g. sukker

Vask og rens ribsene, kom dem i en tykbundet gryde sammen med vandet og kog det op.
Lad det småkoge under låg i ca. 20 min.
Si saften, evt. gennem et klæde
Kom den sigtede saft i en gryde og tilsæt vanillestang og sukker.
Kog det op og lad det småkoge i ca. 15 min.
Kommes på rene, skoldede flasker og køles ned på køkkenbordet.

mandag den 26. august 2013

Saltmandler

Opskriften, på de fantastiske saltmandler jeg lavede i går, den får I lige her

Kan serveres både lune og kolde

Saltmandler

500 g. mandler
5 dl. fingervarmt vand
7 spsk. fint salt

Overhæld mandlerne med vandet. 
Tilsæt salt og rør indtil saltet er opløst.
Lad mandlerne trække i vandet i ca. 15 min. på køkkenbordet.
Afdryp mandlerne og fordel dem på en bageplade.
Bages 20 min. ved 150 gr.

søndag den 25. august 2013

Effektiv søndag

Puha, sikke en dag! Havde en masse energi fra morgenstunden, så det skulle da udnyttes. Der er blevet ryddet op, vasket tøj, bagt boller, lavet pesto, saltmandler og æblemos til mindste manden :-)

Haven bugnede med basilikum, den har vokset helt vanvittigt i år - den har rigtig nydt den varme juli måned! Jeg har derfor lavet pesto i dag til fryseren. Det er frosset ned i isterningbakker, så kan der tages et par terninger op - alt efter hvor meget jeg skal bruge.


Pesto

Ca. 1 potte basilikum
2 fed hvidløg
6 spsk. olivenolie
1 stk. parmesam, ca. 2x3 cm.
1 dl. pinjekerner
Salt

Det hele, undtaget salt kommes i en blender og blendes. 
Smages til med salt og evt. mere olivenolie.



Færdig blommemarmelade

Marmeladen har nu fået lov til at stå og køle af. Ventetiden har godt nok været lang - men den har været det hele værd. Hold nu op en himmerigsmundfuld jeg fik mig i formiddags. Jeg er sikker på, at jeg har fået blommemarmelade som barn, den smagte ihvertfald af barndom og minder.




Jeg brugte denne opskrift:

Blommemarmelade 

2 kg. blommer
4 tomme vanillestænger
4 stænger hel kanel
500 g. sukker
4 tsk. Melatin, rørt med 4 spsk. sukker

Tomme, rene og skoldede glas

Rens, udsten og skær blommerne i mindre stykker. Blommerne kommes i en tykbundet gryde. Nu tilsættes de tomme vanillestænger og kanel. Det koges igennem under omrøring på middel-høj varme i ca. 10 min. Tilsæt sukker og kog i ca. 5 min.
Smag til, måske der skal mere sukker i efter din smag!

Tilsæt Melatin og sukker, rør godt igennem. Kog i ca. 2 minutter. Hvis du ikke synes marmeladen er tyk nok kan du tilsætte lidt mere Melatin rørt med sukker. Men pas på - marmeladen stivner mere når den bliver kold. den varme marmelade på skoldede glas og luk straks. 
Afkøl på køkkenbordet og opbevar derefter køligt.

onsdag den 21. august 2013

Blommemarmelade

Er i skrivende stund i gang med at lave blommemarmelade. En fra mødregruppen havde det skønne træ stående, og ville bare af med alle de blommer! Jeg plukkede to vidunderlige kg.


Jeg glæder mig til at vise jer resultatet.
- Line

tirsdag den 20. august 2013

Bryllupskage

Weekenden har stået i kagens tegn. Fredag lavede jeg en bryllupskage til et dejligt brudepar.
Kagen bestod af chokoladebunde med jordbærmousse og chokolademousse.
Her kommer lige lidt billede spam!







Lørdag aften havde vi gæster til spisning - og der skulle selvfølgelig også være dessert. Det forventer folk efterhånden når de kommer her :-) 
Jeg lavede en lækker brownie bund med vanillecreme og friske jordbær og hindbær.



lørdag den 10. august 2013

Alene hjemme

- eller børnene er her sammen med mig :-)
Vejret er ikke super godt i dag, det har regnet rigig meget. Øv! Savner allerede sommer og sol.
Jeg besluttede, at jeg ville give mine smagsløg lidt sommer! Denne ret er blevet vores foretrukne her i sommer, den er nem og super lækker.

Sommer frikadeller
400 g. hk. kylling
1 æg
1 løg
75 g. havregryn
50-75 g. barbequesauce
1-2 tsk. paprika
Salt og peber

Det hele røres sammen, lad farsen hvile minimum 30 min. i køleskab.
Steges på pande ca. 10 min.
Jeg har også flere gange med stor succes stegt frikadellerne på grillen. Jeg brugte en foliebakke som "pande" - det skal prøves!





Jeg snød i dag og brugte denne barbequesauce


Serveret med en lækker salat bestående af: mix salat, ærter, revne gulerødder og agurk.
Velbekomme!

Solbær sirup

Da jeg lavede solbærsaft, fik jeg i samme omgang lavet solbær sirup. Hvilken lækker oplevelse jeg fik ud af det! Har du ikke prøvet at lave det før - så kom i gang, du vil ikke fortryde det!! Det er smagen af barndom og sommer for mig. Jeg er helt tryllebundet. Jeg har flere sirupper på vej. Skal have lavet et lager til den lange, mørke vinter.
Denne solbær sirup kan f.eks. anvendes til pandekager, yoghurt og som dressing til salat.


 Jeg har her brugt den til brunchpandekager


torsdag den 8. august 2013

Smagen af sommer

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker sommer. Jeg elsker børn der griner og leger i vandkanten. Jeg elsker lune sommeraftener med kølige drinks på terrassen. Jeg kunne blive ved i en uendelighed, men det jeg elsker allermest, er alle de fantastiske bær der vælter frem.
Jeg har været så heldig i år at få fat i nogle lækre solbær.

Det blev til hele 3 kg. solbær, som blev forvandlet til saft og sirup

Hjemmelavet solbærsaft
1 kg. friske solbær
1/2 l. vand

150 g. sukker
1/2 tsk. flydende atamon

Kom bær og vand i en gryde med låg. Kog det hele op ved svag varme til bærerne er kogt ud. Kom det hele i en saft-afdrypper (jeg brugte en si med et viskestykke i). Lad det afdryppe. Pres forsigtigt den sidste saft ud af bærerne.
Kom nu saften til en ren gryde og kog det op. Sukkeret tilsættes og det skal nu koge 5 min. Dannes der skum fjernes det.
Tag gryden af varmen og tilsæt atamon.
Herligheden kommes straks på en skoldet, ren flaske.

Nydes iskold - helst på en varm sommerdag.
God fornøjelse



Det første indlæg

Så kom jeg endelig med på blog-bølgen! Overvejelserne har været mange og det har taget lang tid. Nu er jeg her og jeg er sikker på, at jeg kommer til at elske dette nye liv med en blog.
Jeg glæder mig til at komme i gang med at dele mine hverdags oplevelser med familie, børn og min passion: mad og bagværk (eller faktisk generelt ting der kan laves i køkkenet)

-Line